Artiklen beskriver den stigende udvandring fra den danske folkeskole til alternative skoleformer. Statistikken viser, at ca. 26 % af alle danske elever i 2024 ikke længere går i en almindelig folkeskoleklasse (mod 19 % i 2008). Udviklingen skyldes både vækst i fri‑/privatskoler og i specialtilbud. Der er betydelige geografiske forskelle (fx 38 % i Gribskov Kommune). Politisk debat fokuserer på, hvordan man kan forbedre folkeskolen: forslag om mindre klassestørrelser, øget ressourcetildeling og bedre inklusion. Eksperter fra VIVE advarer om et “tipping point”, hvor folkeskolen mister sin rolle som folkets skole, især fordi ressourcestærke forældre i højere grad vælger alternativer.
Analysen peger også på en social skævhed: børn fra højere indkomstgrupper fravælger i højere grad folkeskolen, mens andelen af elever i specialtilbud stiger, hvilket belaster skolernes økonomi. Forskere som Pia Ringø understreger, at krav om fleksibilitet, hurtige skift og høje sociale forventninger især rammer neurodivergente elever, som ofte får for sen hjælp. Alt i alt beskriver artiklen hvordan, folkeskolen står over for strukturelle udfordringer, både demografiske og politiske, og at der er et presserende behov for reformer, der kan sikre kvalitet, inklusion og lighed i grundskoleuddannelsen.
Jeg ikke uenig. Min pointe er mere at jeg synes det er forkert fokus HVEM der er i skolen, og gøre det til problemet, istedet for rammen. Det ikke børnenes ansvar at opbygge folkeskolen, uanset ressourcer. Vi bør snakke uddannelse/efteruddannelse, ressource fordeling, rammerne for lærerne, de fysiske rammer, pensum, kulturen, forråelse og udbrændthed og at forbygge det mm.
Børn vil det godt, forældre vil det godt for deres børn - de er ikke problemet. Deres adfærd er et symptom. Vi skal stoppe med at snakke symptomer og behandle sygdommen. INGEN bør blive i et sygt miljø.