Jeg mener faktisk at vi bruger for mange ressourcer livsforlængende behandling på personer hvor det nok ikke burde gøres.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det? Det er jo virkelig at gøre sig herre over liv og død på en ubehagelig måde. Siger vi til den 80-årige: “Nej, vi behandler ikke din kræft”? Hvad med den 85-årige? 90-årige? Jeg tror det er meget svært at lave en vurdering der er objektiv og fair.
Hvis de nu også “kun” lever 5 år mere eller noget, er det så ikke også fint? Altså hvor mange penge skulle du få af staten for at du fik en magisk elixir der gjorde dig 5 år ældre? Jeg skulle få rigtig mange penge før jeg ville tage sådan et bytte.
Desuden lever folk jo nogle gange mange år mere. Du tænker på behandlingen som din bedstemor fik lige inden hun døde, men du tænker ikke på alle de behandlinger hun fik da hun var 80. Var de så også bare spildt? Nej, for hun levede jo 10 år mere. Men det kunne hun jo lige så godt også have gjort da hun var 90. Man kan jo ikke helt vide hvornår folk dør. Jeg har selv en meget gammel oldefar der er over 90 og det ville da være synd hvis han døde i hans 80er fordi man ikke gav ham en eller anden behandling.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det?
Så længe der ikke er ubegrænsede midler i sundhedsvæsnet må disse grænser være et nødvendigt onde, som jeg tænker har været praktiseret lige så længe som vi har haft et etableret sundhedsvæsen.
Hvem der lige agerer dommer i disse sager ved jeg ikke. Er det måske bare beslutninger der tages lokalt?
Det må være en svær position at være i, og som du selv skriver, ved man aldrig om personen der behandles får 15 rigtig gode år efterfølgende, eller 1 dårligt år. Min farmor levede med kræft i blæren i rigtig mange år hvor hun ikke bare selv havde et rigtig godt liv, hun spredte også meget glæde for hendes fem børn og endnu flere børnebørn og oldebørn.
Sidst jeg var i lejre forsøgscenter med ungerne, var der en “læge”-viking der fortalte ungerne at man i vikingetiden gav løgsuppe til folk der var sårede i maven. Hvis man kunne lugte løg ud af såret, stoppede man behandlingen, da man vidste at patientens overlevelseschancer var nul hvis tarmene var penetrerede.
Så ja, ressourcer har jo selvfølgelig altid været rationerede i behandlingssammenhænge.
Jeg tror du på et eller anden måde har ret, men problemet ligger jo nok i hvor grænsen ligger henne og hvem bestemmer det? Det er jo virkelig at gøre sig herre over liv og død på en ubehagelig måde. Siger vi til den 80-årige: “Nej, vi behandler ikke din kræft”? Hvad med den 85-årige? 90-årige? Jeg tror det er meget svært at lave en vurdering der er objektiv og fair.
Hvis de nu også “kun” lever 5 år mere eller noget, er det så ikke også fint? Altså hvor mange penge skulle du få af staten for at du fik en magisk elixir der gjorde dig 5 år ældre? Jeg skulle få rigtig mange penge før jeg ville tage sådan et bytte.
Desuden lever folk jo nogle gange mange år mere. Du tænker på behandlingen som din bedstemor fik lige inden hun døde, men du tænker ikke på alle de behandlinger hun fik da hun var 80. Var de så også bare spildt? Nej, for hun levede jo 10 år mere. Men det kunne hun jo lige så godt også have gjort da hun var 90. Man kan jo ikke helt vide hvornår folk dør. Jeg har selv en meget gammel oldefar der er over 90 og det ville da være synd hvis han døde i hans 80er fordi man ikke gav ham en eller anden behandling.
Så længe der ikke er ubegrænsede midler i sundhedsvæsnet må disse grænser være et nødvendigt onde, som jeg tænker har været praktiseret lige så længe som vi har haft et etableret sundhedsvæsen.
Hvem der lige agerer dommer i disse sager ved jeg ikke. Er det måske bare beslutninger der tages lokalt?
Det må være en svær position at være i, og som du selv skriver, ved man aldrig om personen der behandles får 15 rigtig gode år efterfølgende, eller 1 dårligt år. Min farmor levede med kræft i blæren i rigtig mange år hvor hun ikke bare selv havde et rigtig godt liv, hun spredte også meget glæde for hendes fem børn og endnu flere børnebørn og oldebørn.
Nok egentlig længere end det, det har du vel ret i 😅. Men så er det i sidste ende en beslutning der skal tages af en læge. Måske er det også okay? 🤷
Sidst jeg var i lejre forsøgscenter med ungerne, var der en “læge”-viking der fortalte ungerne at man i vikingetiden gav løgsuppe til folk der var sårede i maven. Hvis man kunne lugte løg ud af såret, stoppede man behandlingen, da man vidste at patientens overlevelseschancer var nul hvis tarmene var penetrerede.
Så ja, ressourcer har jo selvfølgelig altid været rationerede i behandlingssammenhænge.