Disco Elysium

Der er spil, man spiller. Og så er der spil som Disco Elysium. Et spil, der er så smukt, så dybt, at jeg lever mig ind i det. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har kastet mig ud i Revachols gader, men hver gang finder jeg noget nyt at elske. Denne gang har jeg dog valgt at gøre tingene lidt… anderledes. ;)

Med en karakter, der er baseret på Intelligens og Fysisk (og en nærmest ikke-eksisterende psyke/Volition), er mit seneste run blevet en blanding af hårdt arbejde, ufrivillig komik og overraskende sejre. Og ja, det har allerede givet mig grinene, både de gode og de finurlige samtaler, hvor min karakter enten siger noget genialt eller noget så latterligt, at jeg fik konen med på sidelinjen i et godt grin.

Århh ja, og så har der været 2 omgange resets. Fordi det, det her spil glemmer at fortælle, at jeg er så psykisk ustabil... Jeg er bare en vattet blob. En, der knækker ved det mindste psykiske pres. En, der lader sig rive med af Electrochemistrys lyst til selvdestruktion eller Inland Empires evige eksistentielle krise. En, der måske kan samle sig nok til at tage en slurk vand (tak til hr. Kisturagi), før det hele går i stykker igen.