Vores yngste fik da hun blev 8. Det var egentlig ikke planen og vi ville gerne have ventet, men omstændighederne ændrede sig og det blev nødvendigt at hun selv tog bybussen til og fra skole. Vi har oplevet med de store at de alle har været på rundtur med bussen og ikke vidste hvor de var, og måtte have fat i fremmede for at ringe hjem. Det synes vi var utrygt fordi der er flere suspekte områder i sådan en større by som vores. Så hun fik en af vores aflagte i fødselsdagsgave og var kæmpestort. Vi havde familylink installeret og skulle godkende alt. Nu er hun 10 og vi har slækket meget på restriktionerne fordi det har vist sig at hun er en ganske fornuftig og bevidst pige med en sund moral, sundt selvværd og ikke bare hopper med på alt. Jeg tror at det handler rigtig meget om HVORDAN man lærer dem at bruge skærmene, at det ikke bare bliver en hvilepude og en barnepige. Jeg tror ikke vi kommer nogen vegne ved at frygte det faktum at børn får mobiltelefoner tidligt. Jeg tror vi kommer meget længere ved at lære dem at bruge dem ordentligt som det er med alt andet i verden. "Lære dem at svømme" i stedet for at indhegne hele søen. Og så tror jeg at det gælder som så meget andet: nogle kan håndtere det selvstændigt hurtigere, andre har brug for mere guidning i længere tid. Vi er alle forskellige. Det vi måske hellere skal spørge er hvorfor mange forældre måske ikke har overskuddet til at være sammen med deres børn, og derfor blot pacificerer dem med en skærm?