Skip Navigation

Hvem er du helt for og hvem er din(e) helt(e).?

Her er et længere tankeskriv: Ja de bliver aldrig korte. ;!)

Jeg kan varmt anbefale Manden i Hullet på Danmarks Radio. Det tog mig nogle dage, før jeg vovede at se første afsnit, da jeg var bekymret for, at de to "ydmyge" herre Rasmus Bruun og Frederik Cilius havde gang i noget lidt for pjattet denne gang. Jeg troede faktisk, det var et rent satirisk vinkel på noget samfundskritisk.

Nuvel, jeg har nu set første afsnit, og ja, det er satirisk og anderledes, men meget typisk Bruun og Cilius. Selve omdrejningspunktet ændrer sig en smule, men i sin essens handler det stadig om:

Hvad definerer os? og hvad søger vi med det, vi gør?

Denne gang i form af et hul der skal graves...

De bruger forskellige anekdoter, blandt andet spørgsmålet om, hvad en helt er, og hvem vores helte er. For eksempel ser de en fodboldkamp, og senere mens lyden fra Ringenes Herre spillede i baggrunden (btw et generelt fremragende valg af baggrundlyd i programmet), reflekterede jeg over, hvem jeg er "helt" for, og hvem mine helte er.

Det fik mig til at tænke på en øvelse fra arbejdet den anden dag, hvor vi skulle finde de ti største udfordringer og de ti største glæder i livet lige nu. Her måtte jeg indse, at verdens store udfordringer som klima, krig og ulighed stadig fylder meget i mit perspektiv. Men mine største glæder er også knyttet til, at jeg aktivt gør noget. Jeg er (indrømmet host host) stolt over, hvor langt EU og Danmark er kommet, og over, at jeg trods alt lever i sikkerhed, med tag over hovedet, mad og rent vand... noget, som utrolig mange af mine medmennesker ikke har. Ja endda også stadig i DK. Jeg er stolt over at være pædagog og at være en "helt" for nogle få unge og voksne i denne verden. Og jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg har mødt, som har skubbet mig i retninger, der har haft afgørende indflydelse på, at jeg i dag vælger at skubbe i en positiv retning.

Så helten for mig er ikke én enkelt person, men mange og måske mest af alt det faktum, at jeg vokset op sikkert og trygt i et samfund, der er drevet af fællesskab og muligheder. Det minder mig om, at selv små handlinger kan gøre en forskel, og at vi alle har et ansvar for at bidrage til en bedre verden, hver på vores lille måde. For det er i de små, daglige valg, at vi skaber mening og forandring.

Så tænker jeg... Hvad er en helt?

En helt er måske ikke længere den mytiske kriger, der redder verden med sværd og skjold, eller den enestående geni, der alene ændrer historiens gang. I et velfærdssamfund, hvor sikkerhed, uddannelse og sundhed er grundlæggende rettigheder, bliver helten ofte usynlig... Er det fordi helten er os alle sammen? Helten er den, der vælger at stå op om morgenen og gøre en forskel i det små: pædagogen, der lytter; naboen, der hjælper; den enkelte, der tør stille spørgsmål til status quo.

I disse dage, er helten den der stemmer i et demokrati?

Velfærdssamfundet har måske ændret definitionen af heltemod. I stedet for at være en undtagelse, en enkeltstående figur, der overvinder umulige odds, er helten i dag den, der tager ansvar for fællesskabet. Det er den, der erkender, at frihed og tryghed ikke er givet, men noget, vi aktivt skal vedligeholde. Igennem empati, handling og viljen til at se ud over sig selv. Helten er ikke længere den, der kæmper mod drager, men den, der vælger at kæmpe for noget: for retfærdighed, for bæredygtighed, for hinanden.

Måske er det netop i velfærdssamfundets trygge rammer, at vi får muligheden for at blive helte på en ny måde.. Ikke ved at redde verden alene, men ved at bygge den sammen, én lille handling ad gangen.

Hvad synes I?

Anywho, se Manden I Hullet på DR.

Comments

7

Comments

7