En selvkørende bil kan i sagens natur ikke reagere, forudse og vurdere på samme niveau som en kompetent bilist, uanset hvor mange sensorer man bruger.
Dertil er veje, skiltning, vejr og vind og andre faktorer alt for uforudsigelige, især i byerne.
Den rigtige løsning er at indføre standardiserede vejforhold, med konstant kommunikation mellem den centrale styring og mellem alle bilerne på vejen. Dertil er der også brug for en art adskillelse fra ikke-selvkørende trafik, og her kan man så med fordel koble flere biler sammen for bedre aerodynamik og mindske det samlede energiforbrug. Man bør også indbygge strømforsyningen i dette adskilte vejnet sådan at bilerne ikke skal køre rundt med store tunge batterier selv. Og man kan opnå ekstra effektivitet ved at erstatte gummidæk og asfalt med metal som taber meget mindre energi til friktion.
Og nu har vi opfundet toget igen. Alle de her transportmæssige tech-luftkasteller ender altid med at genopfinde jernbanen, bare dårligere.
Folk er generelt dårlige til at køre bil, og for de fleste er det noget de ser som en nødvendighed eller en sur pligt for at komme fra A til B. Det siger sig selv at når man føler sig tvunget til at gøre noget, så bruger man så lidt energi som muligt på det og har ingen interesse i andet end et minimumsniveau af færdighed.
Det lider vi andre – som rent faktisk gør lidt ud af at blive bedre bilister og ser det som en færdighed der skal holdes ved lige – under hver eneste dag i trafikken. Så på den vis kan det måske forbedre oplevelsen i trafikken, hvis de selvkørende biler kører forudsigeligt.
Men at køre bilen er kun en lille del af det folk føler sig tvunget til og ikke kan lide. Udgifter til brændstof, forsikring, service osv. er også en stor del af det, og det forsvinder ikke blot fordi bilen er selvkørende.