Jeg tror at det jeg mest hæfter mig ved det er, at en borger har fortalt om en personlig situation på de sociale medier, hvor en sagsbehandler har stillet hende noget i udsigt med udgangspunkt i de regler der nu engang er og har hjulpet hende med at sende en ansøgning, og nu er hun pludselig, om hun vil det eller ej, blevet et navngivet eksempel, som bliver brugt politisk til at pege på de ting, der er dårlige. Udnyttelse af systemet, snylteri på samfundet osv.
Det er ikke en kvinde, der så vidt jeg ved selv har bedt om at komme i medierne, i hvert fald ikke med det her emne. Hun var bare glad for at have fundet ud af, at der var noget, hun kunne få, der ville være en hjælp. I vildeste fald har hun taget fejl, fordi hun har misforstået hvor meget hjælp der er at få.
Jeg synes det er superupassende at politikere hænger folk ud på den måde. Det er allerede træls nok, at tonen på de sociale medier i forvejen er så fjendtlig, som den er. Nu kan man pludselig også blive et negativt eksempel i den politiske debat bare ved at poste offentligt om ens liv. Det ender med, at ingen der faktisk har erfaring med noget tør at stå frem. Det minder mig om debatten omkring Mai My Humaidan. Man går megahurtigt efter manden (kvinden) i stedet for bolden.
Jeg synes i øvrigt også det lyder som meget med 15 timer. Måske tager hun fejl? Og jeg bryder mig ikke specielt meget om hele influencerkulturen, som hun åbenbart er en del af (jeg har ikke ellers hørt om hende før - måske lever jeg under en sten). Men det træder altsammen i baggrunden for det andet for mig.
Jeg er sygemeldt med stress lige nu og har været det i over et år efterhånden. Det har desværre sat sig lidt hårdt på mig, fordi jeg lod det komme så vidt, inden jeg accepterede det og begyndte at gøre noget ved det.
Det jeg har været mest træt af ved mit forløb har været, at jeg har følt mig for dårligt klædt på til at træffe de bedste beslutninger for mig selv. Derfor blev jeg på forskellige tidspunkter presset af mit tidligere job, af min tidligere læge og af jobcenteret til at gå med til ting, som ikke var gode løsninger for mig, fordi jeg ikke var i stand til at mærke i mig selv, hvad jeg egentlig havde brug for, og så var jeg for meget en pleaser til at kunne finde ud af at sige, at "jeg ved ikke hvad jeg har brug for, men jeg tror det er noget andet end det der". Derfor er mit bedste forslag til andre i samme situation, at man allierer sig med en specialist - og det kan være en psykomotorisk terapeut, en psykolog eller noget helt andet - som man føler sig set af, og som giver en nogle råd, man kan arbejde med, før man laver bindende aftaler med fx sit arbejde, så man faktisk laver aftaler på en kvalificeret baggrund. Min erfaring er, at man simpelthen ikke kan gå ud fra, at der er nogen form for forståelse af, at en stressramt altså ikke automatisk er specialist i at håndtere sin egen situation.