EnligSvale

Jeg klarede det først på formiddagen. Jeg bor et sted hvor der kun er et enkelt valgbord, men til gengæld var der ingen kø, da jeg kom, så det var hurtig klaret.

Der var ingen tvivl om at min læge slet ikke ville røre ideen om stress med en ildtang. Han konstaterede at jeg ikke fejlede noget, hvorefter han sad længe tavs og kiggede på mig. Forsigtigt foreslog jeg at det da også kunne være noget stress. Hertil svarede han så at jeg så måtte gå hjem til min kone og finde ud af det. Det er meget underligt imo at være læge og så ikke have interesse i at behandle. Tør man tænke tanken at nogen måske har bedt længerne om at reducerer antallet af stresssygemeldinger?

Det er så vildt, synes jeg. En læge der sidder med en patient, der har det dårligt, og med vilje vælger at undlade at hjælpe. Jeg ved ikke, om de har nogen skjulte dagsordener, men man bliver da i hvert fald mistænksom.

Jeg synes, at det lyder til, du har god grund til at holde lidt øje med, om de der ting, du nævner, bliver ved med at dukke op. Jeg ved ikke, om der er et hierarki for stresssymptomer, men jeg kan godt synes, at når det begynder at handle om føleforstyrrelser og om ens sanser og decideret svimmelhed og den slags, så er det på vej til at være mere, end man selv kan håndtere.

Det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved ikke, om det er fordi vi er jyder :) der bliver ikke snakket så meget om det. Og det er også fint nok. På en måde er det rart nok bare at kunne opføre sig som om, alt er normalt.

Jeg kan genkende så meget i det du skriver!

Jeg føler så meget med de mærkelige symptomer, som man ikke ved, hvor man skal parkere, fordi de er så mærkelige. Jeg får også mærkelige ben, når jeg har haft for meget om ørerne. Jeg tror, det er en slags spændinger, jeg har, mens jeg sover. Men man ender nemt med bare at gå med det selv, fordi... hvad skal man gøre? Sige til sin læge, at man har mærkelige ben? Der var en slags todelthed i det for mig. På den ene side prøvede jeg at ignorere det. På den anden side var jeg megabange for, at det var et symptom på noget helt galt. Noget jeg har lært under mit forløb er, at bekymringer for noget hypotetisk kan være lige så belastende, som hvis man var i situationen i virkeligheden. Derfor er det på en måde selvforstærkende, når man får et stresssymptom, og symptomet gør en bekymret.

Er glad for at høre, du har skiftet læge. Jeg havde også nogle trælse oplevelse i mit forløb, der fik mig til at skifte læge. Jeg synes, det er vildt, hvor meget man er overladt til sig selv med at løse stress. Det der med at tage til læge, hvor man når frem til, at det må være stress, og så får man ingen redskaber til at løse problemet med. Det er som om alle går ud fra, at stressramte mennesker selv ved, hvad der er bedst for dem, og det er jo da i bedste fald tvivlsomt, for de har jo allerede stress.

Jeg synes det lyder fornuftigt at putte gode ting ind i ens liv. Tænker du også på at få nogle pauser, hvor der slet ikke er ting? Jeg havde det længe sådan, at jeg skulle være på hele tiden. Jeg skulle være sammen med mine børn eller lave noget praktisk, og hvis jeg endelig gjorde noget kun mig selv, så var det stadig en aktivitet, og i øvrigt var mit hoved fyldt med ting, jeg skulle, så hvis jeg endelig fik et ledigt øjeblik, så slappede jeg alligevel ikke af i det. Jeg brugte aldrig tid på bare at eksistere, og det jeg har fundet ud af er, at det har jeg faktisk bare virkelig meget brug for. Det er nok ekstrameget aktuelt for mig pga. adhd'en, fordi de der almindelige situationer, hvor der bare er meget liv omkring en, er ret overstimulerende for mig, men jeg tror det spiller en rolle for alle. Det der med at give sit nervesystem nogle pusterum. Jeg bruger nogle mindfulness-øvelser, som jeg har lært af en psykomotorisk terapeut. Ved ikke om noget lignende kunne give mening for dig?

Jeg var altid træt, også i længere tid end de der halvandet år. Skulle altid slæbe mig ud af sengen om morgenen. Jeg havde tit spændingshovedpine, og fik det også oftere og oftere. Jeg var tit gnaven, specielt over for mine børn, og jeg var enormt ufleksibel, fordi jeg var fuldstændig fastlåst på alle de ting, jeg hele tiden skulle. Hvis jeg lagde mig ned og lukkede øjnene, havde jeg det tit som om rummet drejede rundt over mig.

Men så var der et tidspunkt hvor det begyndte at være sådan, at jeg tit startede weekenderne med at tro, jeg havde fået maveinfluenza, og så gik det over igen om lørdagen. Og det blev værre og værre. Til sidst gik jeg og var simpelthen kronisk forstoppet flere uger i træk. Det burde jeg have reageret på. I den her periode havde jeg også oplevelser, hvor jeg kunne blive fuldstændig låst i bestemte situationer. Fx ikke at kunne finde ud af at parkere bilen, fordi der var meget trafik på parkeringspladsen. Jeg havde også nogle helt vilde humørsvingninger, igen mest over for mine børn, men jeg havde også en episode, hvor jeg talte ret grimt til en kollega. Det var meget pinligt. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at være.

Der skete så det, at jeg tog til en koncert, hvor lyden var høj, og jeg tog noget tinnitus med mig hjem, og min krop flippede fuldstændig ud over det. Det startede en lang periode, hvor jeg var meget lydoverfølsom og faktisk var nødt til at bruge ørepropper i de fleste almindelige situationer. Havde i øvrigt også andre mærkelige symptomer relateret til ører og svælg - spændinger i halsen, svimmelhed, følelsen af at sidde i en kirkeklokke og høre alle lyde derindefra. I dag ved jeg, at det var symptomer på overbelastning, og at jeg burde have reageret, men dengang troede jeg, at det var en høreskade, og at det ville være permanent, så det var bare om at holde sig i gang. Måske ville det have været nemmere at se som en stressreaktion, hvis triggeren ikke havde været høj lyd? Lydoverfølsomhed er i hvert fald åbenbart et ret normalt symptom på voldsom stress. Men det er også mit indtryk, at det i sig selv er et stresssymptom, at man ikke kan finde ud af at stoppe op. Man bider sig fast og holder ud.

Senere begyndte jeg at få nogle meget voldsomme fysiske symptomer - snurrende hænder og fødder, muskeltics, rystelser i hele kroppen men særligt på hænderne - og det endte jeg også med at reagere på, men jeg skulle have sagt fuldt stop med det samme. I stedet gik jeg med det nogle måneder og var faktisk mest bekymret for, at jeg havde en eller anden træls sygdom - sclerose eller parkinson eller sådan noget.

Jeg synes, det er megasvært, det der med at mærke hvornår man skal stoppe. Det fremgår måske også af mit forløb :) For mig blev det meget sådan, at mit system introducerede et symptom, som jeg burde have tænkt over - hvorfor har jeg altid hovedpine? er det normalt at være træt hele tiden? - men i stedet normaliserede jeg det, så i stedet for at det gik over, vænnede jeg mig bare til, at det var der. Så har man den der følelse af, at "nu er tingene normale igen", men det er jo så fordi det normale har ændret sig. Så det er en adfærd, jeg synes, man skal holde meget øje med. Derudover tænkte jeg tidligere på stress sådan, at ens stress måtte hænge sammen med det liv, der havde givet stress. Jeg tænkte på Jacob Mark, der næsten blev blind af stress, men han var jo også politiker og arbejdede i døgndrift. Jeg havde bare et almindeligt liv med 37 timer om ugen, så derfor måtte der være en indbygget grænse for, hvor stresset jeg kunne blive. Men det er forkert. Folk bliver belastet forskelligt af forskellige ting, særligt hvis man fx har adhd, som jeg nu ved, at jeg har. Derudover tænkte jeg, at hvis man var lidt overbelastet, og blev man lidt stresset, men det er mere kompliceret. Effekten hober sig op. En lille men konstant overbelastning stresser med tiden mere og mere, og som man bliver mere og mere stresset, har man mindre og mindre kapacitet, før man bliver overbelastet. Man kan godt blive meget stresset, selvom det hele kun har været lidt for meget.

Det blev desværre lidt langt - håber det går :) Jeg har fået ret meget på hjerte, når det handler om stress, og vil gerne forhindre andre i at ende, som jeg selv gjorde.

Nej, når jeg ser tilbage i dag er der mange punkter, hvor jeg nu synes, jeg burde have reageret men ikke gjorde det, også helt op til halvandet år før jeg lagde mig. På tidspunktet føltes det som om jeg havde styr på det. Det havde jeg så ikke rigtigt :) I dag ved jeg også, at jeg hele tiden har haft adhd. Det hjælper nok med at forklare, at det gik så galt som det gjorde.

Og tak :)

Jeg havde fødselsdag i denne uge og fejrede det med besøg af nærmeste familie på dagen. Det var en rigtig fin dag. Det jeg mest hæfter mig ved er, at jeg i år har planlagt selv, har købt ind selv, har lavet det meste af maden selv og i øvrigt var til stede hele tiden, mens gæsterne var der, og jeg var ikke fuldstændig ødelagt, da de tog afsted. Sidste år havde min hustru håndteret stort set det hele, og jeg blev nødt til at gå ind i et mørkt rum en halv time midtvejs for at holde en pause. Jeg har været sygemeldt pga. stress i snart to år nu, og det er rart med de der milepæle, hvor man kan sammenligne sig med samme situation tidligere, så det er til at se, at selvom det hele tager frustrerende lang tid, så går det faktisk bedre.

Jeg spiller Rogue Trader for tiden. Jeg kan rigtig godt lide Warhammer 40k, og jeg flok figurer liggende, som jeg ikke kan få mig taget sammen til at gå i gang med at male, så spillet er lidt en slags erstatning for det. Det er rigtig godt, men ligesom Owlcats to Pathfinder-spil, så er det helt vildt langt. Man skal lige tage en dyb indånding af og til og acceptere at det er ok at lade det ligge noget tid og komme tilbage senere.

Det er noget skørt vejr. Jeg har høstet græskar i dag, så de ikke skal få frost, og lige ved siden af blomstrer squashen stadig.

Tak! 🧠 🌶️ - neurospicy! (er det ikke sådan, de unge siger?)

Hehe - da jeg i sin tid blev henvist til psykiater, spurgte min læge, om jeg havde nogen særinteresser, og jeg svarede, at jeg havde været gennem alle de klassiske nørdhobbyer som computerspil, rollespil, liverollespil og Warhammer-figurer. Vi blev dog enige om, at hvor nørdet det end er, så bliver man jo ikke autist af det alene :)

Og nej, jeg ved godt, at det ikke er noget, jeg skal give mig selv skylden for :) Jeg tror bare, det er den der følelse af, hvor gennemsyret hele ens liv har været af det, helt uden at man har vidst det. Fx har jeg altid haft problemer med motivation og initiativ, og jeg kigger tilbage på et liv, hvor der har været meget, jeg har haft svært ved at tage mig sammen til, eller som jeg ikke har fået gjort, og det har jeg altid tænkt på som noget, der ligesom stod for egen regning. Altså at "jeg fik mig ikke lige taget sammen, men det kunne jeg altså godt have gjort". Nu ved jeg så, at det langt hen ad vejen har været uden for min kontrol. Det fjerner på en måde noget skyld, men man mister også den der følelse af agency i ens eget liv. Det er nok meget det, jeg lige skal sluge.

Jeg er i denne uge officielt blevet udredt med adhd som 40-årig. Det var ikke sådan at det kom bag på mig. Ikke nu hvert fald, ikke rigtigt. For et år siden, helt klart, da havde jeg aldrig skænket det en tanke, men efter den udredningsproces jeg har været igennem nu, kunne jeg godt se, hvor det bar hen ad. Men jeg tror sgu godt nok lige jeg skal bruge noget tid på at fordøje det hele. Det er alle de der enkelte dele af ens liv, hvor man pludselig tænker, at nå ja for fanden, så var det også noget jeg gjorde pga. adhd. Det er meget. Det er ok, men det skal lige bundfalde sig,

God bedring til den mindste! Børneorm har vi alligevel aldrig prøvet :-S

Jeg husker særligt tiden lige efter corona som helt forfærdelig. Det var som om, at alle de sygdomme, ungerne ikke havde fået under nedlukningen, skulle komme lige efter hinanden. Der var nogle måneder, hvor vi mange gange blev nødt til at være strategiske, sådan fx "så siger vi at jeg har første sygedag med yngste i dag, og så har du anden sygedag med ham i morgen, og så har jeg første sygedag med den ældste onsdag, og du har anden sygedag med hende på torsdag", og derhjemme lå begge børn og hostede eller ørlede begge to alle dagene. Mit job i det offentlige var egentlig ok med det, men det ændrede ikke på, at der ikke var nogen til at tage over, fordi det jeg lavede var så specialiseret, så alle de opgaver jeg ikke havde nået lå bare og ventede når jeg kom tilbage. Det var sgu en hård tid. Er glad for at have lidt ældre børn nu, der ikke bliver syge lige så tit.

Edit: det var vist bare for at sige, jeg sympatiserer enormt meget med alle, der prøver at få det til at gå op med syge børn :)

For at det kan være adhd, så skal jeg altid have haft det. Det er det, jeg er ved at finde ud af i udredningen. Hvis jeg har symptomerne et andet sted fra, så kan det vel være opstået hen af vejen, men hvis det er adhd, har jeg altid haft adhd.

Men hvis det er adhd jeg har, er det så altid kommet til udtryk med den der slags tankemylder? Det er ikke noget, jeg har et helt tydeligt svar på. Jeg ved, at jeg var et meget fysisk hyperaktivt barn, som fyldte enormt meget i et rum, og at den type uro er noget jeg siden mine teenageår i højere grad har vendt indad, men dermed ikke sagt at jeg ikke havde et overaktivt hoved dengang også. Det er bare ikke noget, som andre kan huske, på samme måde som de kan huske, at jeg hang i alle bogreolerne. Derfor er jeg afhængig af min egen erindring om det, og min hukommelse fra den tid er ikke specielt god.

Det er dog lige meget hvad min forståelse, at adhd kommer til udtryk på forskellige måder i løbet af livet. Jeg kan sagtens forestille mig, at i min situation kan uroen være blevet vendt indad pga. irettesættelser fra mine forældre, og hvem ved, hvordan jeg havde udviklet mig, hvis jeg havde fået lov til bare at være, som jeg var, men det er alt sammen meget tænkt.

Jeg har også det ekstra perspektiv, at jeg også selv er forælder til et barn, vi mistænker for at have adhd, som skolen i høj grad kæmper for at rumme med alle de værktøjer en moderne skole har, men man kommer bare ikke uden om, at hun bogstaveligt talt hænger i gardinerne i timen uden selv at vide hvorfor, at hun bliver kørt totalt træt af en almindelig skoledag af at følge med i hvad alle laver og tænker og føler, og at hun er en kæmpe konfliktmagnet, fordi hun ikke kan lade noget som helst ligge. Jeg ved ikke, hvordan man skulle kunne rumme hende nok til, at hun ikke stadig blev mere belastet end et barn uden de her udfordringer. Det er oplagt, at jo tidligere et menneske oplever belastning, jo mere varig effekt har belastningen. Hvis min datter på et tidspunkt bliver diagnosticeret og får medicin, så er det ikke for mig at se en falliterklæring af den indsats, der ellers er omkring hende. Det er bare endnu et værktøj, vi kan hjælpe hende med.

Jeg er selv i ret voksen alder under udredning for adhd og tænker en del over det her med, at antallet af diagnosticerede voksne stiger, som det gør.

Overordnet er der vel tale om, at de nye retningslinjer er bedre til at fange adhd hos flere typer mennesker og i flere alderskategorier end tidligere, og samtidig er flere kendt med diagnosen, og de har bedre mulighed for at blive diagnosticeret, så selvfølgelig er der en stigning i folk der opsøger og får diagnosen. Det er mærkeligt, at man så samtidig bliver overrasket over, at antal diagnosticerede og mennesker på medicin stiger. Det giver vel sig selv. Det lyder mere som en sejr for diagnosticeringsmetoden.

Så kan man så sige, jo jo, flere bliver diagnosticeret, men behøver de få medicin? Burde vi ikke i stedet skabe et samfund, der kunne rumme dem? Det synes jeg lyder misforstået. Det handler ikke kun om at blive rummet. Det handler også om at eksistere. Jeg var 40, før jeg fandt ud af, at det der med at have et hoved, der konstant bombarderer sig selv med lyd, billeder, planer, overvejelser og hvad ved jeg, det er faktisk ikke normalt. At sidde alene i et stille rum og blive distraheret så meget af en idé man fik, at man glemte hvad man lavede, det er ikke normalt. Jeg troede alle havde det sådan, men det viser sig, at det er det ikke. Nu er jeg så i det her udredningsforløb, og hvis det ender med, at der er noget medicin, jeg kan få, som kan tage bare toppen af aktivitet af mit hoved, så bliver jeg sgu lykkelig! Mit hoveds rasen er ikke bare en ubekvemmelighed. Det slider på en at have et hoved, der konstant er i gang. Kan ikke forestille mig, at det slider mindre end at tage noget medicin, hvis medicinen til gengæld giver en noget ro.

Synes at have læst, at der var så stor interesse for det spil, at Steam crashede - hvilket er fuldstændig vildt. Men der sker nogle rigtig fede ting i spilverdenen synes jeg. Nu kender jeg ikke rigtigt noget til Silksong og Hollow Knight som spil, men jeg ved, at de er produceret af en lille indie-udvikler. Vi så også tidligere i år, hvordan Clair Obscure: Expedition 33 - også indie - havde helt enorm succes med relativt lille team og budget. For et par år siden var det Baldur's Gate 3. Samtidig har vi fx mastodonter som Ubisoft, der laver det ene Assassin's Creed-spil efter det andet, og det kunne have været megafedt, for der er da virkelig en spændende setting at arbejde med, men det er propfyldt med mikrotransaktioner, og værst af alt er det bare kedeligt og sjælløst. Måske nærmer vi os lidt mere et sted, hvor spiludviklere får større succes, når de har noget på hjerte, og når der ikke står en stor koncern bag dem og kræver sikre afkast. Man kunne da håbe!

Jeg er faktisk allerede blevet opereret :) jeg fik det ordnet gennem det offentlige for nok 15 år siden. Jeg så dårligt nok til at det var gratis derigennem. Da jeg har bygningsfejl kunne de dog ikke tage lave en lige så stor ændring, som de ellers havde kunnet. De tog vist omkring 75%. Så alt er MEGET bedre nu end dengang, men jeg ser stadig bedst med briller.

Jo tak! Det er også Louis Nielsen, det her. Det var der, jeg fik mine gamle briller, så det var smart i den forstand, at de havde min gamle styrke at tage udgangspunkt i, og jeg har sådan set også kun gode erfaringer med dem fra før - men det her er ikke ligefrem nogen stor succes.

Det er skørt. Jeg har gået med briller i det mest af mit liv, og jeg er 40. Jeg har aldrig haft briller, jeg har fået rettet på så mange gange som med dem her.

Godt at høre, I fandt nogle ordentlige briller til datteren! Det er et megavigtigt tidspunkt at kunne se ordentligt på.

Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt på! Men det burde jo være hvis ikke næste skridt så et af de næste. Jeg er ikke så god til det akavede. Det bliver hurtigt sådan, "ej, men måske er det federe at gå med et dårligt stel end at italesætte, at de åbenbart ikke kan finde ud af at få dem til at passe ordentligt". Og det er selvfølgelig dumt.

EnligSvale

@ EnligSvale @feddit.dk

Posts

0
Comments

91
Joined

12 mo. ago

EnligSvale

Har I stemt? :)

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

[2025-11-07] Fri snak fredag

Hvilke spil har i spillet for nyligt og hvad ser i frem til?

Første nattefrost målt

[2025-09-21] Hvordan går det og hvordan har din uge været?

[2025-09-21] Hvordan går det og hvordan har din uge været?

[2025-09-21] Hvordan går det og hvordan har din uge været?

[2025-09-19] Fri snak fredag

Professor er bekymret: Antallet af voksne på ADHD-medicin er steget voldsomt

Professor er bekymret: Antallet af voksne på ADHD-medicin er steget voldsomt

[2025-09-05] Fri snak fredag

[2025-06-06] Fri snak fredag

[2025-06-06] Fri snak fredag

[2025-06-06] Fri snak fredag