Som en der for nylig er diagnosticeret med ADHD synes jeg at det vil være uretfærdigt at behandle alle med en diagnose over en kam. Der er også en masse situationer hvor personer med diagnoser faktisk klarer sig bedre. Jeg har en kammerat som var i forsvarets Gardehusarregimentet og han var absolut top performer og fungerede virkelig godt i det miljø. Jeg lærte ham først at kende efterfølgende og vi snakker ret tæt sammen. Da jeg fortalte ham om min egen diagnose og hvordan jeg har hafte og følt det som udiagnostiseret spærrede han øjnene op og fortalte om at han føler mange af de samme ting. Han har højest sandsynligt også ADHD (kan også mærke det på ham men jeg er selvfølgelig ikke psykiater) og har været top performer i forsvaret hvor man ikke må have en ADHD diagnose. Ligeledes er der sikkert massere af lignende historier derude om piloter eller soldater som er top performer og senere finder ud af at de måske har der ene eller andet som er forbudt.
Spot on!
Jeg var en ganske middelmådig soldat, men det var fordi jeg var overvægtig og i elendig form da jeg startede, og da jeg endelig kom efter det var værnepligten forbi. Min (dengang ikke-diagnostiserede) ADHD var slet ikke en ulempe, snarere tværtimod!
Hyperfokus når der var pres på eller vi var på felttur, det var da det, der trak mig nogenlunde med. Det var med til at jeg manisk vidste hvor alle mine stumper var, hvad vi skulle hvornår, og gjorde mig hurtig til at skille mit våben ad og samle det igen.
…mine briller var da meget mere i vejen, og også en større liability end hvis jeg havde skullet tage medicin et par gange i døgnet. Men det var sjovt nok ikke noget problem.
Det er sådanne historier der får mig til at tænke på om det faktisk er helt efter naturens plan at vi har så forskellige hjerner, at man er begyndt at markere nogle som neuro-divergente eller med diagnoser osv. Måske er der fra naturens side en fordel med at have forskellige slags hjerner i en gruppe? Vi har så misforstået den variation som en masse “disorders” fordi den slags hjerner ikke fungerer lige så godt i det stringente moderne samfund. Men jeg er ikke psykiater, det er bare lænestolstanker.
Lænestolstanker er så sandelig også noget værd når der er velovervejede 😄 Jeg er helt enig i de tanker du har. Jeg har også mine egne teorier om at mange af fortidens forskere og videnskabsmænd havde en form for adhd. Men den samme form af adhd passer bare rigtig dårligt i det moderne samfund så medicinering er nødvendigt for at kunne få hverdagen til at falde på plads og tankerne til ro.
Jeg husker at læse illustreret videnskab for omkring et årti siden hvor en af artiklerne handlede netop om hvordan ADHD kunne have været med til at drive menneskets spredning til alle kontinenter, så det er bestemt ikke en dårlig tanke. Lige netop den hypotese er rigtig svær at påvise eller afvise, men ideen om naturlige forskelle virker meget plausibel i min optik. Vi tager vores meget tidstyrrede og bureaukratiske samfund for givet i dag, men størstedelen af menneskets historie har set meget anderledes ud hvor mange af udfordringerne ADHD kan give slet ikke spiller en rolle.
Jeg mener… Er det urimeligt? Skal man have lov til at køre bil hvis man ikke kan koncentre sig eller flyve et fly hvis man har tendens til at reagere med et panikangstanfald i en tilspidset situation?
Jeg synes problemet mere består i at medicinen er en barriere for kørekortet. At man risikerer ikke at måtte køre hvis man får medicin der gør at man bedre kan fokusere på det, virker meget uproduktivt. Jeg tog kørekort inden jeg vidste jeg havde ADHD og har siden erfaret at det er meget nemmere og også mere sikkert at køre bil når jeg har taget min medicin end når jeg ikke har. Så at medicinen der øgertrafiksikkerheden skulle være en ulempe for at få kørekort forstår jeg ikke.
Når det så er sagt så synes jeg selvfølgelig at man kun skal kunne få et kørekort hvis det er forsvarligt, jeg er blot uenig i at medicinen er en indikation på at det ikke er forsvarligt.
Nej, det er fair. Jeg er enig i at kriteriet bør være om man kan leve op til de generelle fastsatte krav om hvad vi synes der skal til for sikkert at kunne sidde bag rettet i en bil. Hvis man kan er omstændighederne lige så ligegyldige som hvis man ikke kan. “Hvorfor” er irrelevant.
Det er bare så arbitrært. Der er massevis af elendige bilister uden diagnoser, og rigtig mange eksemplariske bilister med diagnoser. Mange med diagnoser er jo klar over hvordan de agerer i det at have deres diagnose, det er en stor del af gevinsten ved at blive udredt.
Noget der gør det åndssvagt er at jeg, der tog kørekort inden jeg blev udredt, overhovedet ikke er blevet generet, mens de af mine kammerater, der har fået en diagnose før de har skullet tage kørekort, har skullet igennem en dødssyg bureaukratisk mølle med urimeligt tilfældig sagsbehandling og lange svartider.
…derudover er jeg, som mange andre med ADHD, meget bedre i en tilspidset situation end gennemsnittet. Overblik, reaktionstid og eksekveringsevne under pres er noget som mange (men selvfølgelig ikke alle) med ADHD oplever at være gode til.
Men klart, jeg foretrækker biler med manuelt gear uden lane-assist og alt muligt andet hejs, og før jeg blev udredt orienterede jeg mig konstant når jeg kørte bil, og der er da sikkert noget ADHD der - så har jeg noget at koncentrere mig om. Jeg har bare intet der tyder på at jeg har været en ringere bilist end gennemsnittet hverken før eller efter jeg blev udredt.
Okay. Det er jeg ikke uenig i. Det bør ikke være diagnosen som sådan der er basis for om man kan udføre en eller anden specifik opgave. Det bør afgøres af en test som er den samme for alle der tager den. Hvis man kan opfylde kravene, er det ligegyldigt hvorfor, ligesom det er præcis lige så ligegyldigt præcis hvorfor en person der ikke kunne fejlede. ADHD? Demens? Blindhed? Distræt matematiker? Alt sammen irrelevant.
Folk er begyndt at tro at det er en rettighed at have kørekort og bil. De kan ikke forstille sig en verden uden deres personlige metal box på hjul.
Jeg tager dit ord for det. Jeg har aldrig selv fået et kørekort eller ejet en bil, så jeg har ikke meget fornemmelse for hvad der rører sig i de kredse.
Hvor bor I? Et liv i fx Nordjylland uden bil er en anelse besværligt. Især med børn… Jeg har det faktisk sådan at det er noget af det sidste jeg ville undvære.
I? Det er sødt at du antager at jeg har en partner, men det har jeg sgu heller ikke råd til :)
Jeg har levet hele mit liv i Jylland uden bil, i Horsens af alle steder. Bil-helvede af en by. Det kan altså godt gøres, og det vil være endnu nemmere hvis vi tog en brøkdel af de penge, der blev brugt på udvidelsen af E45, og brugte dem på kollektiv trafik i stedet.
